Vores private eller professionelle liv udvikler sig ikke altid som vi forventer. Fra tid til anden komme vi i situationer, hvor de måder vi forstår os selv og verden på udfordres, og hvor de redskaber og handlemåder som vi plejer at gøre brug af ikke slår til. Mange af disse situationer løser sig heldigvis “af sig selv”; vi er måske rystede og ramte for en tid, men vi finder løsninger, lærer af vores udfordringer, og bliver i stand til at håndtere det nye som vi er stillet overfor.
Men ind imellem bliver udfordringerne så store, svære eller omfattende, at vi ikke kan finde en udvej ved egen kraft. I den slags situationer kan løsningen være, at søge professionel hjælp hos en psykolog, for at finde nye måder at forstå sig selv og sine egne reaktioner på, og ad den vej genvinde fodfæstet og handlekraften i sit liv.
At gå i psykoterapi er at være i en relation karakteriseret ved omsorg, nærvær og kontakt. I terapien skabes der mulighed for at undersøge dine følelser, tanker og oplevelser sammen med et andet menneske, som alene er tilstede for at være dig til hjælp, og som ikke skal dømme eller bedømme dig. Terapiens mål er at hjælpe dig til nye måder at se og forstå dig selv på, for af den vej finde nye løsninger på de problemer som i nuet synes uoverkommelige.
Mit valg af psykologiske metoder i terapien, afstemmer jeg efter hvad der giver mening for det menneske som sidder overfor mig, hans eller hendes konkrete problemstillinger, og mine terapeutiske erfaringer. Ingen enkelt teori har endnu kunne favne det hele, og det samme gør sig gældende for psykoterapeutiske metoder.
Jeg er født i 1966 og uddannet psykolog fra Århus Universitet i 2000.
Siden jeg blev færdig som psykolog, har jeg været beskæftiget som klinisk psykolog og organisationskonsulent i offentlige og private organisationer. Her har jeg arbejdet med samtaleterapi, organisations- og ledelsesudvikling, ledersparring, psykisk arbejdsmiljø og HR.
Siden afslutningen af mit psykologistudie har jeg gennemført efteruddannelse hos AGSLO i Stokholm og Tavistok Institutet i London, og i perioden fra 2010 til 2014 har jeg været psykoterapeutisk videreuddannelsesforløb ved institut for integralpsykologi. Senest er jeg efteruddannet i Dialektisk adfærdsterapi og Mentaliseringsbaseret psykoterapi.
Jeg blev autoriseret af Dansk psykolognævn i 2003.
Fra tidligere ansættelser har jeg erfaringer med produktionsvirksomheder i industrien, samt socialpædagogiske behandlingsinstitutioner indenfor voksenpsykiatrien og børn- og ungeområdet.
Siden 2007 har jeg haft selvstændig psykologisk konsultation, hvor jeg har offentlige og private kunder.

