Psykolog Stine Bech Jessen, uddannet cand. psych. fra Københavns Universitet, klinisk psykolog.
Som klinisk psykolog har jeg igennem mange år opnået erfaring inden for psykoterapeutiske forløb for både unge og voksne. Jeg har arbejdet med problemstillinger som angst, stress, depression, livskriser, selvværdsproblemer, belastningsreaktioner, sygdom, sorg og vanskeligheder i nære relationer.
Jeg har bred erfaring fra både kommunale sundhedspsykologiske tilbud samt patient- og pårørendeforeninger. Her har jeg varetaget individuelle terapeutiske forløb, gruppeforløb, rådgivning og samtaler med unge, voksne, ældre og par samt familier i sårbare livssituationer.
Jeg arbejder ud fra en psykodynamisk og relationel forståelse af psykisk lidelse, hvor vi sammen undersøger, hvordan tidligere erfaringer, relationelle mønstre og følelsesmæssige processer kan have betydning for dine aktuelle udfordringer. Gennem en øget forståelse af dig selv og øvelse i at være i kontakt med svære følelser, søger jeg at støtte dig i at få blik for nye handlemuligheder samt opnå øget ro og rummelighed over for dig selv.
Min terapeutiske tilgang er præget af nærvær og en vedvarende opmærksomhed på, hvordan metode og relation sammen kan understøtte udvikling og forandring. Jeg har derfor fokus på at skabe en tryg ramme for arbejdet med din oplevelse og følelsesmæssige reaktioner i terapien.
Et terapeutisk forløb hos mig tager afsæt i din situation og det, du ønsker hjælp til. Nogle kommer med et klart ønske om, hvad de vil arbejde med, mens andre blot mærker, at noget gør ondt eller ikke fungerer. Uanset hvor du står, kan vi sammen finde et sted at begynde.
Jeg tilbyder individuelle psykoterapeutiske forløb samt online forløb.

