Psykologisk smertebehandling
Når vi oplever en akut smertetilstand, forsøger vi efter bedste evne at finde måder at håndtere smerten på. Vi håndterer ofte smerte ved at bruge strategier, som vi har gode erfaringer med fra tidligere fysiske og psykiske udfordringer. I de tilfælde hvor smerten udvikler sig til en kronisk tilstand, kan vi imidlertid opleve, at vores erfaringer ikke altid rækker. Da vores strategier er bygget op omkring tidligere erfaringer og har været med til at forme, hvem vi er, kan vi føle, at vi mangler handlemuligheder i håndteringen af vedvarende smerter. Når vi skal forholde os til de langsigtede følger, vil der også kunne udvikles tilstødende psykologiske reaktioner. Samlet set er der tale om et kompliceret symptombillede med smerterne i centrum.
I den psykologiske behandling vil man således forsøge at afdække de strategier, som er centrale for den enkeltes håndtering af sin smertetilstand. Det kan f.eks. være strategier, som har til formål at opretholde en uændret tilværelse på trods af betydelige daglige smerter eller strategier, hvor smertetilstanden kommer til at gribe ind i alle relationer. Selve den psykologiske håndtering af sin situation kan have en vedligeholdende eller forstærkende effekt på smerteoplevelsen da det kan være vanskeligt at forholde sig til de væsentlige forandringer, herunder sorg og tab, som følger med udviklingen af en kronisk smertetilstand. At blive bevidst om egne psykologiske strategier, og hvordan de er udviklet, vil rumme muligheden for at ændre disse og udvikle mere hensigtsmæssige handlemønstre til en fremadrettet smertehåndtering.
Vi tilbyder et todelt behandlingsforløb. Den første del er et gruppeforløb, hvor du vil blive sat sammen med andre, der har lignende kroniske smertetilstande. I fire gruppesessioner vil der være en vekselvirkning mellem smertefaglige oplæg og samtaler med fokus på at undersøge og forstå problemstillinger, som I hver især oplever som velkendte. Gruppen rummer således muligheden for at udnytte de indbyrdes erfaringer.
Herefter følger den anden del, der er et individuelt forløb. Det tilstræbes indledningsvist at afgrænse dine personlige problemstillinger, som vil udgøre dit behandlingsfokus igennem ti samtaler. I arbejdet hermed vil det søges afklaret, hvilke personlige strategier der er konstruktive for din smertehåndtering, og hvilke der kan have en vedligeholdende eller forstærkende virkning på dine smerter og således kan være vigtige at forandre.
Vi tilbyder også individuelle behandlingsforløb, hvor formålet er at forebygge udviklingen af en kronisk smertetilstand og dertil knyttede belastningsreaktioner. Individuelle behandlingsforløb igangsættes efter ønske og med kort ventetid.
Det er ikke muligt at anvende en henvisning fra Den Offentlige Sygesikring i behandlingsforløbet, men der kan ydes tilskud fra Sygeforsikringen Danmark, ligesom der kan opnås tilskud fra dit forsikringsselskab.
Psykolog Gruppen
neuropsykologi og supervision
hanne nielsen cvr 20579730
helle frelle-petersen cvr 20812893
Kontaktoplysninger
Åbningstider
kl. 12.15 - 13.00
klinikkens åbningstid
mandag til fredag 8.00 til 16.00